Udgivet d.

NERD prækvalificeret til nyt Børne- og Kulturhus i Høje-Taastrup

NERD er sammen med BAM, AART og SWECO blevet prækvalificeret til totalentreprisekonkurrencen om opførelsen af et nyt Børne- og Kulturhus Høje-Taastrup.

Det ambitiøse program samler både skole, SFO,  daginstitution og en række kulturtilbud som musikskole, billedskole og dramaskole i et samlet lærings- og kulturhus. Byggeriet bliver derfor mere end bare en skole, sfo og daginstitution i traditionel forstand. Det bliver et summende laboratorium og designværksted, hvor børn, borgere og medarbejdere leger, bygger, idéudvikler, løser problemer og bruger deres naturlige nysgerrighed og skabertrang.

Vi glæder os meget til at hjælpe Høje-Taastrup kommune med at omsætte deres ambitiøse planer og visioner til et nyskabende og moderne læringsmiljø, der inviterer til leg og læring for alle aldre.

Det nye børnekulturhus er en del af Høje-Taastrups udviklingsplan for kommunes nye kulturbydel, Kjeld Abells Kvarter.  Her er det visionen at byggeriet skal stå som hele bydelens fyrtårn med sine mange kultur og fritidstilbud. Det samlede byggeri forventes at få et samlet areal på ca. 8.500-9.500 m2.