Biblioteket i Ikast
Biblioteket som kulturhub i Ikast

Fakta
Beliggenhed
Ikast
År
2024
Type:
Skitseforslag
Samarbejdspartnere:
Lokale- & Anlægsfonden
Fotokreditering:
NERD architects
Ikast Bibliotek har en ambition om – i nye rammer på det tidligere rådhus – at kunne skabe et attraktivt, inkluderende, menings- og synergiskabende bibliotek- og kulturhus for kommunens borgere i alle aldre. Dette skal ske i et samspil med brugernævn, foreninger, borgergrupper og midtbyens forretningsliv.
Som en del af Lokale- & Anlægsfondens kampagne Biblioteket som Kulturhub, har NERD architects sammen med en arbejdsgruppe med repræsentanter fra bibliotek, kultur, rådhusets administration og bibliotekets brugernævn, udarbejdet strategier og indretningsprincipper for et nyt biblioteks- og kulturhus i Ikast.
Læs mere om Lokale- & Anlægsfondens kampagne her:
“Biblioteket står stærkt som et fysisk og moderne mødested, der er vært for samspil, inspiration og dannelse. Biblioteket er et fysisk rum, der bringer mennesker sammen – fra studerende til pensionister, og fra naboer til fremmede. Biblioteket er et sted, hvor arkitekturen har stor betydning for, hvordan besøgende oplever og bruger biblioteksrummet. De arkitektoniske greb og rumligheder er med andre ord rammesættende for den aktivitet, der finder sted i biblioteket.”
– Jon Gerner, Direktør i Lokale og Anlægsfonden
Baggrund for projektet
Ikast Bibliotek ser ind i en fremtid, hvor de skal flytte i mindre omgivelser og dele bygning og rum med blandt andet borgerservice, aktivitetscenter og andre borgerrettede funktioner. Færre og delte kvadratmeter vil stille nye krav, både til den måde man skal drive bibliotek på og til bibliotekets rum.
En fælles strategi om det engagerende mødested
Biblioteket vil – ligesom husets øvrige funktioner – have stor gavn af en bred variation af tilgængelige rum. Spændvidder og differentiering af rum er med til at sikre deltagelsesmuligheder for alle. Den rumlige variation understøtter ikke blot forskellige størrelser arrangementer, men er i høj grad også med til at understøtte fællesskaber, hvor flest muligt kan være med.
Projektet har fokuseret på, hvordan rum og arkitektur kan være med til at understøtte gode samarbejder, deltagelsesmuligheder for alle og fællesskaber på tværs af bygningens brugere.

Ikasts særlige kulturarv
I Ikast findes en helt særlig kulturarv, der ikke kun binder sig til de fysiske omgivelser, men som i høj grad fortsat lever i form af den handlekraft, der er kendetegnende for byens borgere. Byens identitet er bygget op omkring det gamle tekstilmiljø, som har været altafgørende for byens udvikling, og som fortsat er allestedsnærværende, både i fysisk form og i den kollektive hukommelse og fælles historie.
Foruden at være et oplagt springbræt for hvordan det nye bibliotek kan drage paralleller til dette gennem inventar og udsmykning, så kan ord og begreber fra trikotageverdenen være med til at beskrive nogle af de synergier, grænseflader og samarbejder, der kan ske på tværs af bygningens brugere, når der skal defineres overgange, sammensætninger, synergier og samarbejder.
Arkitektoniske og indretningsmæssige potentialer
Projektet har identificeret en række arkitektoniske og indretningsmæssige potentialer, som kan sætte en retning for forskellige udtryk, overflader og inventar.
For at løfte opgaven om at skabe et nyt samlet kulturhus for borgere i Ikast, vil der eksempelvis være brug for nogle fælles markører i huset – via overflader, farver og inventar – som kan sætte en fælles vision for hvordan bygningen indrettes.
Her kan byens historie om arbejdet med tekstiler være inspiration for et designgreb, der både kan åbne, såvel som at omslutte brugeren i bløde opholds- og aktivitetssteder.
Det fælles atriumrum
I det åbne rum kan det være svært at skabe ro og rum til samtidighed. Derfor spiller møblerne en vigtig rolle, når det store atrium skal organiseres og tages i brug af både bibliotek, borgerservice og aktivitetscenter. NERD architects har udviklet møbler, som deler rummet op i åbne og mere private zoner og som er tilpasset målgruppen. I børneafdelingen er udtrykket åbent og legende med fokus på social mobilitet og opdagelse. I ungdomsafdelingen er loungereferencen tydelig med vægt på studiepladser.

Småbørnsområdet
Småbørnsområdet er placeret strategisk så det ikke er generende for andre fordybelsesaktiviteter, og emmer af legeglad energi gennem farver og former.
Centreret i området er et stort legemøbel, der både afskærmer og iscenesætter forskellige former for ophold – både til den stillesiddende og mere kropslige aktivitet. Her kan børnene kravle op i et tårn, udvælge klædudtøj til performative lege, sidde med legetøj på det bløde gulvtæppe og finde bladrebøger i de indbyggede krybber.
Derudover indrettes et loungeområde til forældre/bedsteforældre/dagplejere og et stort kreabord til både legoleg og tegning. Her genbruges mange af de eksisterende krybber, som er med til at indramme området.
Børneområdet
Børneområdet er et særområde til mellemtrinsbørn, der hverken er helt små eller helt store. Her er både fokus på den kropslige og mere hands-on oplevelse, og samtidig plads til forbydelse.
Et stort møbel inviterer til varierede typer ophold med to projektborde for enden, diverse huler og opsatser, en stor skrive/tegnetavle samt et medieområde til konsolspil og teknologisk interaktion.
I forlængelse af møblet, og i nær tilknytning til bogsamlingen placeres et loungemøbel, hvor man enten alene eller sammen med en voksen kan gå på opdagelse i bibliotekets mange historier.


Ungeområdet
Da et unge- og studieområde spejler mange af de samme funktioner, kan disse med fordel placeres i samme område – eller i forbindelse med hinanden.
Her er der fokus på at skabe en rolig og afslappende stemning, hvilket betyder at dette område skal placeres strategisk ift. andre funktioner. Et stort møbel danner rammen om en række enkeltpladser, et blødt loungeområde, høje siddepladser samt hængekøjer, hvor man kan fordybe sig med en bog eller et projekt.
Planter og de eksisterende gule bogreoler er her med til at afgrænse områderne, hvor man ligeledes kan finde caféborde til gruppearbejde og uformelt samvær.