Udgivet d.

Ny institution i Tranbjerg åbner med musik på dagsordenen

Politikere, embedsmænd, rådgivere, personale og ikke mindst børnene var fredag d. 23. oktober samlet til den officielle åbning af Børnesymfonien – et nyt dagtilbud i Tranbjerg med tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper.

Glæden var stor, da rådmand Thomas Medom kunne klippe den røde snor og løfte sløret for det nye dagtilbud med særlig vægt på musik og drama, som ramme om huset. Institutionen er en af tre århusianske dagtilbud som NERD har tegnet i totalentreprisekonkurrence i samarbejde med Proces Arkitekter, ÅF og Learning Spaces med Hustømrerne som totalentreprenør.

Efter en lille koncert med Børnesymfoniens musikglade børn, var det muligt at tage en rundtur i huset, og se en seks grupper stor institution med fokus på gode læringsrum, lavt støjniveau og rum til fællesskaber. Her kunne man sammen med en begejstret personalegruppe bl.a. opleve de gode interne sammenhænge i huset og zoneinddelingen af de enkelte grupperum.

Vi ser frem til senere at kunne vise flere billeder af projektet og ønsker Aarhus Kommune tillykke med Børnesymfonien.

Transparens mellem grupperum, fællesrum og puslerum er central for udformningen af institutionen.

Med en indbygget reol skabes der rum i rummet og laves en tydelig zoneopdeling i grupperummene. Samtidig løses et stort behov for opbevaring.