Udgivet d.

NERD vinder kæmpe skoleprojekt i Norge

Østfold Fylkekommune har valgt NERD og C.F. Møller i samarbejde med ÅF, til at designe Glemmen Videregående Skole (VGS).

Glemmen Videregående Skole har i dag til huse på fire forskellige lokationer i Frederikstad. Skolen skal nu samles på Traraveien, og projektet bliver derved en blanding af nedrivning, ombygning og nybyggeri på samlet 15.000 m² og med en anlægssum på over 500 millioner.
De videregående skoler i Norge svarer til vores gymnasium, men hvor mere håndværksmæssige fag fungerer side om side med designorienteret og mediebaserede fagretninger. Her gennemgår de 16-19-årige et treårigt uddannelsesforløb og kan efterfølgende vælge en overbygning på ydermere to år der kaldes ”påbygg”, hvilket efterfølgende giver adgang til universitet. Med omdannelsen af Glemmen Videregående Skole bliver det muligt for skolen at tilbyde studieretningerne Kunst, design og arkitektur, Design og Håndværk, Medier og kommunikation, IKT og medieproduktion, Teknik og Industriel produktion og Elektrofag. Ydermere skal skolen også have en afdeling for Påbygg og en tandklinik.

Et visionært og toneangivende byggeri

Skolen er i de indledende faser af en proces, hvor de er ved at udvikle et helt nyt pædagogisk koncept. Et koncept hvor de bl.a. ønsker at opgive idéen om det traditionelle klasselokale, og i stedet skabe en skole der bygger på 21st century learning skills, i et mere aktivitetsbaseret læringsmiljø, hvor eleverne kan arbejde med virkelighedsnære og tværfaglige projekter. Det bliver vores primære opgave, at hjælpe dem i omsætningen af visionen til en konkret hverdagpraksis og organisering, der så kan danne grundlag for, hvordan skolen efterfølgende skal designes og til sidst bygges.

Helhedsplan i samarbejde med brugerne

Det indledende skridt i opgaveløsningen er udarbejdelsen af en helhedsplan for samlingen af Glemmen Videregående Skole på Traraveien. Her skal det defineres og besluttes, hvordan alle funktioner kan placeres og bindes sammen

Derefter skal rådgiverholdet i samarbejde med brugerne udarbejde et skitseprojekt, som er en direkte omsætning af skolens pædagogiske vision, og som samtidig har fokus på logistik, tandklinikkens behov og betragtninger i forhold til LCC (Life Cycle Cost)-beregninger.

Til sidst skal der udarbejdes et forprojekt, som bliver grundlag for et totalentrepriseudbud. Ifølge planen skal rådgiverholdet transporteres med videre på det udførende totalentreprisehold.

Vi glæder os!