Udgivet d.

Bygherrerådgivning for det nye Børne- og Ungeunivers, Aalborg.

NERD skal sammen med D|K2 bygherrerådgivning, Norconsult – KAAI, CFBO, SlothMøller og Learning Spaces være bygherrerådgivere for det nye Børne- og Ungeunivers ved Stigsborg Havnefront i Aalborg.

Børne- og Ungeuniverset bliver en af de første store kommunale anlægs- og byggeprojekter i forbindelse med udviklingen af den nye bydel Stigsborg i Nørresundby – og omfatter en ny skole med plads til 1000 elever, en integreret institution med plads til 160 børn, fritids- og ungdomstilbud, samt idræts- og øvrige fritidsfaciliteter.

Den nye skole forventes at bestå af 3-4 almene spor og eventuelt en eller to specialklasserækker og kommer til at erstatte den nuværende Skansevejens Skole – både elever, forældre, medarbejdere og ledelse kommer derfor til at spille en central rolle i udviklingen af Børne- og Ungeuniverset.

Som rådgiverteam har vi fokus på at skabe en stærk fælles vision for både dagtilbud og skole – og for hvordan Børne- og Ungeuniverset samtidigt kan fungere som bydelens lærings- og kulturcenter, såvel inde som ude. Der skal skabes synergieffekter på tværs, hvor bygningen skal være en åben og naturlig integreret del af området med kultur – og idrætsfaciliteter, der understøtter formelle og uformelle fællesskaber på tværs af alle aldre – et lokalt kulturcentrum.

Byggeriets beliggenhed ved fjorden og parken giver unikke muligheder for den pædagogiske tilgang i både daginstitutionen og skolen, da læringsmiljøerne ikke kun vil være begrænset til de indendørs arealer, men i høj grad også kan bevæge sig udenfor, hvor lokalområdet kan være en aktiv medspiller i undervisningen.

Mangfoldige læringsfællesskaber

Den planlagte proces stiller skarpt på Børne- og Ungeuniverset som et komplekst og vigtigt læringsmiljø for alle børn og unge – og på, at læringspræmisserne for den enkelte barn og elev er forskellige. Helt overordnet skal Børne- og Ungeuniverset understøtte mangfoldige læringsfællesskaber med ligeværdige deltagelsesmuligheder, hvor vi vil udforske og udvikle en model, der på én gang skaber inspirerende, nytænkende, trygge og differentierede læringsmiljøer, der udfordrer og stimulerer børn og unge i alle aldre.

Fra vision til byggeprogram

Rådgivningen omfatter blandt andet en visionsproces, hvor repræsentanter for de fremtidige brugere og øvrige lokalinteressenter bliver inddraget. I den forbindelse vil vi som team bringe de nyeste tendenser indenfor moderne undervisning og pædagogik i spil for at sikre, at den pædagogiske vision har fokus på at give de optimale rammer for børnenes dannelse, udvikling og læring – både nu og i fremtiden.

Med afsæt i kvalitets- og designmanualer for den nye bydel bliver den pædagogiske vision integreret i den arkitektoniske vision, hvor vi vil udvikle principper for organisering og indretning af funktioner og rum. Den samlede proces munder ud i et struktureret byggeprogram, der tydeligt vil tegne et billede af de ambitioner og visioner, der skal levendegøres i det nye Børne- og ungeunivers.

NERD og LearningSpaces vil være ansvarlige for gennemførelse af visionsproces og brugerinddragelse, samt sikre samspillet mellem de pædagogiske/didaktiske praksisser og de fysiske rum.